Lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det.

Velkommen ind i det nye år og tak til alle jer der var med til at mørket i 2025 ikke fik lov til at slukke lyset for andre - for mig. De fleste som har mødt mig i 2025 har nok fået med at det har været et svært år. Minderne og tabet tager jeg med videre, sorgen er heller ikke væk, men samtidig er det godt at komme ind i nye udfordringer med viden om at selvom jeg ikke fik lov til at fortsætte på LAMB, er der stadig mange gode bånd og minder som nok bliver løst op så de ikke holder mig fast, men binder mine verdener sammen. 

I julen 2025 fik jeg lov til at komme hjem til LAMB på besøg i godt to uger. Det har været rigtig godt at møde rigtig mange af de mennesker jeg har fået lov til at dele liv med siden jeg flyttede til Bangladesh i 1995.

Jeg har været til fire bryllupsfejringer på tre dage, heldigvis ingen begravelser. (Den fanger de fleste af jer der læser nok.) I Bangladesh bliver de fleste (mænd) først gift når de har fået et arbejde og kan forsørge en familie, derfor er det dejligt at kunne være med til at fejre det som på den måde kommer til at være et af de vigtigste eksamensbeviser her i landet.

Hver af de fire halvdele af parrene jeg kendte har været en del af enten skolen, kirken eller begge dele. Ved hver fest har der imellem de to og otte hundrede gæster derfor givet anledning til at møde endnu flere fra LAMB.

Mit år (2025) startede med at jeg landede i Dhaka d. 1. januar med nye ansættelsespapirer og forhåbninger om, at jeg ved at opfylde de krav fra sidste afvisning ville kunne blive ved med at være på LAMB i Bangladesh.

Sidst i maj fik jeg en kopi af et internt dokument hvori der i anmærkningen til endnu en afvisning blandt andet stod ‘Der er anklager imod organisationen om at omvende folk.’ Det er vistnok ikke forbudt ved lov i landet, men med den besked var min tid på LAMB slut. 

Jeg havde visum indtil d. 8. juni og kunne derfor bruge lidt tid på at pakke sammen og give mine opgaver videre. Derefter have jeg tid til at spørge Gud om min fremtid; jeg tog til Nepal for at besøge en skolekammerat der bor der sammen med hans nepalesiske kone og fordi jeg ønskede at prøve at komme tilbage til Bangladesh for at være med til en tidligere elevs bryllup sidst i juni. 

I Nepal blev jeg bedt om at søge en stilling som leder på Kathmandu International Study Centre (KISC). Jeg har skrevet om det tidligere, så jeg springer over den historie her, men det var derfra jeg rejste til Bangladesh på juleferie. 

I Nepal har jeg, på de to en halv måned jeg har været der, haft 14 gæster fra udlandet og selvom jeg har nydt dem alle, var min mor og min søsters besøg sidst i november et højdepunkt. Vi fik otte dage sammen og mens jeg var på arbejde tog de rundt til nogle af de mange seværdigheder Kathmandu har at byde på. Vi var også på weekendophold lidt udenfor byen og vejret artede sig rigtig godt og de kunne se de sneklædte bjergene hver dag. 

På skolen fik jeg, som en tidligere kollega i Bangladesh mindede mig om at alle  en måneds 'honeymoon' uden de mindste gnidninger. Nu er jeg så i den fase hvor jeg og mine kollegaer skal lære at finde ud af uenigheder sammen. Det går stadig godt og jeg håber det fortsætter.

To af de store udfordringer i mit nye arbejde er den professionel støtte til elever med særlige behov og at navigere en verden hvor det har været normen at udlændinge kommer til landet under påskud af at gøre en ting, mens de i virkeligheden vil noget andet.

Noget af det jeg har nydt har været at starte mange dage med lovsang på skolen, jeg har nydt at vågne de fleste morgener med udsigt til snebjerge fra min rigtig fine lejlighed. I november besøgte jeg et af de tre distrikter, hvor vi arbejder med skoleudvikling. Rukum ligger langt vest i landet. Der er en hjerteskærende forskel imellem det vi har i Kathmandu og de ressourcer jeg så på en af de to skoler vi besøgte og jeg er glad for at vi er med til at gøre en forskel for børnene på de 40 skoler vi samarbejder med.

Inden jeg slutter for denne gang bliver jeg nødt til at nævne den tydelige nervøsitet blandt mange af dem jeg har snakket med i Bangladesh. Der er erklæret valg den 12. februar og frygten for at valget bliver udsat igen blegner i forhold til frygten for dem der kommer til magten og hvad de kan finde på at gøre med mindretallene. Frygten er stor hvis det ene parti kommer til magten og endnu større hvis det andet, et fundamentalistiske parti, gør det.

Det første partis leder er kendt for at have beriget sig selv ubegrænset da hans mor var ved magten. Hvis et flertallet vælger det religionsbaserede parti, kan det blive endnu sværere for de mange hinduer og endnu sværere for dem der har forladt Islam. 

Uanset hvem der vinder, forventer det afgående regeringsparti at det bliver blodigt for dem efter et valg, de ved hvordan de selv historisk udnyttede magttomrummet umiddelbart efter tidligere valg og venter på mulig gengældelse.

Både sekulære muslimer, hinduer og kristne har spurgt om jeg eventuelt kan huse deres børn hvis (nogen siger når) det bliver nødvendigt. Bed om at det ikke bliver nødvendigt.

Kærlig hilsen,

Christian

Tak til alle jer der giver til mit arbejde via 

1. LMF Mærket: "Nepal", Danske Bank, Konto: 9570-8000484 fradragsberettiget LMF Mærket:
2.  “Nepal”, MobilePay til: 41847 Uden skattefradrag 
3. Personlige gaver kan sendes via Mobile pay til: 91703436.

(Man kan ikke længere give via Danmission.)