Stillingsopslag kirke og kulturmedarbejder

Stillingsopslag kirke og kulturmedarbejder

Stillingsopslag kirke og kulturmedarbejder

# Nyheder

Stillingsopslag kirke og kulturmedarbejder

Udadvendt kirke- og kulturmedarbejder - genopslag

Kan du understøtte begejstringen blandt vores mange energiske frivillige til arbejdet med at formidle Guds kærlighed i Sankt Hans Sogn i Odense? Glæder det dig at være opsøgende, lyttende og nærværende i kontakten med mange vidt forskellige mennesker hver dag, og har du samtidig gode evner til at organisere og få ting til at ske igennem andre? Så kan det lige være dig, vi mangler i den ledige stilling som kirke- og kulturmedarbejder. Stillingen er på gennemsnitligt 26 timer pr. uge. Der kan være mulighed for lidt flere timer i en to-årig projektperiode, ligesom menighedsrådet også er åben for ønsker om færre timer.

Der afholdes et informationsmøde om stillingen den 1. oktober kl. 16.30 i Sankt Hans Kirkes Sognehus for interesserede. Deltagelse er ikke en betingelse for at kunne søge.

 

Stillingsbeskrivelse

Som vores nye kirke- og kulturmedarbejder får du indtil videre særligt ansvar for at videreføre følgende opgaver:

  • Onsdagscafé som primært benyttes af mennesker over pensionsalderen

  • Besøgstjeneste, hvor du rekrutterer og støtter de frivillige, samt matcher mennesker med behov for besøg med frivillige

  • Undervisning af minikonfirmander

  • Medansvar for børnehjørne og supersøndag sammen med kirkens anden kirke- og kulturmedarbejder

  • Medansvar for afvikling af aftenkirke for unge en fredag om måneden

Endvidere vil du medvirke i forskellige events såsom H.C. Andersen Uge og besøg af skoleklasser.

Du skal være indstillet på, at opgaverne kan ændre sig, fx som følge af de visioner og strategier, menighedsrådet fastlægger.

Aktiviteterne falder både i løbet af ugen og ind imellem ved søndagens højmesse. Du kommer til at indgå i tæt samarbejde med vores nuværende kirke- og kulturmedarbejder samt præsterne, de øvrige ansatte og frivillige.

Menighedsrådet lægger vægt på, at medarbejderne i kirken hver især ser sig som del af et team. Særligt ønsker vi et tæt samspil mellem vores to kirke- og kulturmedarbejdere, så man kan berige, inspirere og supplere hinanden i opgaverne.

 

Hvem er du?

Dine personlige kompetencer er afgørende for denne stilling. Vi ønsker, at du skal:

  • Formidling af den kristne tro er afgørende for at lykkes i stillingen, og vi anser det som en forudsætning, at du er fortrolig med bøn, bibellæsning, gudstjeneste og kristen praksis i det hele taget. I fx besøgstjenesten vil det ofte være påkrævet, at man kan bede en fri bøn med borgeren. Derfor vil en erfaring med dette også være en nødvendighed.

  • række ud med den kristne tro til andre med respekt for forskellighed

  • være fortrolig med den kristne tro og folkekirkens gudstjeneste

  • kunne samarbejde med og rumme mange vidt forskellige mennesker, være lyttende og samtidig kunne hjælpe med at drive arbejdsindsatsen fremad

  • være netværksskabende og udadvendt, og opmærksom på at formidle kontakter

  • være selvkørende og ansvarligt medvirke til at føre ideer ud i livet, og samtidig

  • være en teamplayer, som er lyttende og empatisk, og som kan lide at spille sammen med andre

  • kunne lede og organisere nogle aktiviteter i detaljen, imens du skal give plads til selvstyring blandt de frivillige og her hjælpe med en overordnet organisering

  • kunne forbinde dig med både børn, teenagere, unge voksne og ældre, og forstå disse målgruppers ønsker, behov og interesser

  • kunne se dig selv som en del af menigheden

Vi forventer, at du

  • har erfaring med at arbejde i kirkelige – eller kristne sammenhænge

  • har en relevant uddannelse, gerne som kirke- og kulturmedarbejder

  • er vant til at bruge forskellige sociale medier i kommunikationen med andre

  • er vant til at bruge office-programmer

 

Hvem er vi?

Sankt Hans Kirke er placeret midt i Odense, og vi ser det som en af vore primære opgaver at være en kirke, der er aktiv i midtbyens liv. I ugens løb er der derfor mange, forskelligartede aktiviteter, og om søndagen fyldes kirken med en aktivt deltagende menighed med mange frivillige.  

Menigheden består af mennesker i alle aldre fra hele Odense og omegn. Blandt andet er der mange unge, særligt studerende, og børnefamilier både med små og store børn. I sognet er der en majoritet af 20-30 årige.

Vi har mange forskellige aktiviteter i løbet af ugen. Læse mere på vores hjemmeside; https://sankthanskirke.dk/.

Som menighedsråd yder vi støtte og ledelse, omend vi forventer stor grad af selvstændighed.

Vi er udfordrede af, at vi har mange aktiviteter men begrænset plads. Det kræver villighed til at være fleksibel og til at give en hånd med i alle opgaver på tværs af faggrupper.

 

Arbejdssted og -tid

Du får kontorplads i sognehuset. Arbejdstiden kan variere, der må påregnes aften- og weekendarbejde. Der bliver indhentet børne- og straffeattest samt referencer.

Der er tale om en fast stilling, så det er vigtigt, at du kan se dig i stillingen i flere år.

 

Ansættelsesvilkår

Ansættelse 26 timer ugentlig med start 1. januar 2027 eller efter aftale. Muligvis kan der blive tale om lidt flere timer i en to-årig projektperiode.

Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for sognemedhjælpere.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk. Der er uddannelseskrav til stillingen. Se § 14 og 15 i Cirkulære nr. 10001 af 12/11 2019. Det er en betingelse, at den obligatoriske grunduddannelse for sognemedhjælpere/kirke- og kulturmedarbejdere gennemføres inden for to år efter ansættelsens start, medmindre du i kraft af din hidtidige uddannelse opfylder uddannelseskravet.

Medarbejdere, der ikke opfylder uddannelseskrav og ikke har gennemført den obligatoriske grunduddannelse aflønnes i løngruppe 1. Løn er efter overenskomst. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen med rådighedstillæg.

Medarbejdere, der opfylder uddannelseskrav eller har gennemført den obligatoriske grunduddannelse, aflønnes i løngruppe 2. Løn er efter overenskomst. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen med rådighedstillæg.

Herudover OK-tillæg.

Nærmere oplysninger om stillingen

Du er velkommen til at kontakte menighedsrådsformand Sven Madsen, tel. 40388425, eller personaleansvarlig Jes Jessen, tel. 20144177 for nærmere information. Ansøgningen og relevante bilag skal være os i hænde senest 18. oktober kl. 13, på e-mail: 7781fortrolig@sogn.dk

Vi forventer at afholde samtaler i uge 45 eller 46.

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Sankt Hans Kirke   ·   Sankt Hans Plads 1, 5000 Odense C - CVR. nr. 5857 8916
      Telefon: 91 17 43 88       Mail: sankthans.sognodense@km.dk