12/18/2025 0 Comments
Formanden har ordet
Formanden har ordet
# Nyheder

Formanden har ordet
Skimmelsvamp og småkager.
Menighedsrådet har nu været i funktion i 1 år, og har på sit møde i november valgt at konstituere sig igen – som reglerne foreskriver. Det var ret udramatisk (i modsætning til kommunalvalget flere steder), så alle i rådet har fortsat samme funktion. Er du i tvivl om hvem der gør hvad, så se på kirkens hjemmeside.
Menighedsrådsarbejde er en sjov størrelse. Vi er primært sat i verden for at sikre kirkes liv og vækst, men har samtidig ansvaret for nogle store og gamle bygninger, der selvsagt har brug for løbende vedligeholdelse. Det betyder også, at menighedsrådsmøderne kan variere meget i indhold. Vi har i løbet af det første år helt naturligt brugt en del tid på at arbejde med vores vision og dermed sætte retning for vores arbejde. Det har mundet ud i en række konkrete initiativer, som vi nu afprøver. Det gælder eksempelvis lovsangsaften og aften/natkirke. Og vi sætter sideløbende gang i en afdækningsproces i forhold til at blive skarpere på, hvordan vi særligt kan være kirke for de mange unge, der kommer vores vej.
Men også andre punkter finder vej til menighedsrådsmøder. Vi drøfter løbende vores skimmel-projekt, som nu har kørt mellem provsti, Stift og Nationalmuseet i omkring 6 år. Vi håber i 2026 at få taget fat på selve projektet, der forhåbentlig vil få bugt med den skimmel, der er at finde i kirken.
Og så kan også noget så småt som småkager finde vej til dagsordenen :-). Vi har haft tradition for at servere småkager til kirkekaffen – både i sognehuset og i kirken. Udfordringen har her været, at småkager har det med at krumme – og hvis disse krummer bliver trådt ned i belægningen i kirken, er det meget svært at få af igen. Og af hensyn til både kirkens gulv og kirketjenerne blev vi derfor enige om at droppe småkagerne i kirken. En svær beslutning! Og det blev så også en beslutning, som vi valgte at omgøre igen. For ved nærmere eftertanke var det nok mest et problem, når nogle af kirkens mange dejlige børn tog en håndfuld småkager og gik omkring med dem. Vi har derfor valgt at gøre noget særligt ud af børnene og bruge en særlig børnedisk, hvor børnene kan få et smuldrefrit alternativ til småkager. På den måde gør vi noget særligt for børnene – og undgår de fleste af krummerne. Tak om I som er forældre vil være med til at introducere børnene for denne ændring. Så vil vi tillade os at henvise børnene til deres egen servering og reservere småkagerne til de voksne.
Ja, småt og stort er på dagsordenen, men det er meget meningsfuldt at være en del af kirkens arbejde på denne måde. Tak for den opbakning, som vi oplever fra menigheden. Det betyder meget for os.
Med ønsket om et rigtigt godt nytår!
Sven Madsen
Formand.
Comments